Øjeblikket!
Det var dagen før termin, og min kæreste og jeg havde en masse små ting, vi lige skulle ordne hjemme. Bl.a. sad jeg og skrev i scrapbogen, som jeg havde gjort siden den dag vi fandt ud af, at jeg var gravid.
Da det var første gang vi ventede os barn, så er alting jo nyt, og jeg havde faktisk slet ikke - trods det at jeg havde fået lidt mavekneb - tænkt den tanke at jeg faktisk gik og havde lidt små veer. Hen ad dagen besøgte vi et par venner - jeg "pustede" lidt, men mente det nok var plukveer! Da vi kørte hjem, var der ca. 5-6 min. imellem, og vi blev enige om, at vi nok hellere måtte holde lidt øje med uret. Der gik 3 timer, og så begyndte de der "mavekneb" at gøre ret ondt og kom lidt hurtigt oveni hinanden. Min kæreste blev nervøs for, om jeg nu alligevel var ved at føde - så han ville gerne ringe til sygehuset. Nej - sagde jeg, vi skal altså have noget at spise først. Så kinesisk take-away blev det til ..... og det gik stærkt, for nu var de der "mavekneb" hurtige efter hinanden. Så lige pludselig gik slimproppen, og vi ringede til sygehuset, som sagde at jeg lød til at have veer, og vi skulle bare komme derud lige så stille. Vi var hurtigt ude af døren - efterlod alt som det nu stod! Fra ankomst til sygehus gik der kun 1 time, så var vores lille datter født!
Da vi efter 5 dage kom hjem igen og låste os ind ad døren, pressede tårerne sig på og nostalgien og deja vuet varmede mig. Jeg blev simpelthen så rørt over at komme ind i den lille lejlighed - hvor alt stod, som vi havde forladt det. Nu var et helt nyt liv startet for os, en ny epoke - nu var vi 3!! Tallerkenerne stod stadig på spisebordet og take-away poserne på gulvet, scrapbogen lå åben ...... det var her jeg var kommet til, midt i en sætning. Alt stod som var det forladt på 30 sekunder!!
Bedst som min kæreste og jeg var inde og pusle vores lille pige skete det! Min hjælpsomme søster - begyndte at rydde op og var i fuld sving med at tage opvasken!!! Da jeg kom ud og så det, væltede tårerne frem!! Hun fjernede jo det hele nu!!! Alt det, som jeg bare havde lyst til at trykke pause på for at bibeholde øjeblikket. Jeg var utrøstelig - min kæreste gjorde sit bedste for at forklare fornuften i at tage opvasken - men det tog sin tid for mig at indse. Men jeg kom til fornuft efter et stykke tid og efter mange tårer .......og idag er det sat ind som et lille kapitel i scrapbogen, som vi selvfølgelig griner rigtig meget af.
[ Tilbage til toppen ]
|